Ikke at det har hjulpet men det har fået mig til at indse at jeg er nødt til at finde ud hvad der egentlig er problemet for Mynte og jeg.
Jeg har således prøvet at lave en liste.
1. Når hun møder mennesker hun har savnet eks. vores søn og svigerdatter som har passet hende da hun var lille, er hun så glad men også så nervøs at hun tisser på gulvet og med hele sin krop viser at hun er lille hvalp, der er glad for at flokken endelig er kommet hjem. Hun kryber og har halen helt inde under rumpen og hun kryber og smasker og slikker.
2. Mynte er ikke glad for nye ting og nye begivenheder. Hun bliver bange og hele hendes kropssprog viser at hun er ked af det og bange.
3. Mynte er direkte bange for biler hvis motor kører, støvsuger, græssåmaskine der larmer mm. hun flygter til et sikkert sted hvis hun overhovedet får mulighed for der ( eks. vis under Jan's skrivebord når jeg skal støvsuge og helt og aldeles i det bagerste rum når der skal slås græs.
4. Mynte kan ikke holde til at vi skælder ud med høje stemmer. Et højt NEJ, FY, GÅ VÆK, resulterer i at hun lægger sig ned på ryggen med benene i vejret og gisper som om hun har fået bank.
5. I nyt terræn har Mynte reelt ikke en tro på at hendes menneske nok skal tage af færde hvis der sker noget uforudset, som en fasan der letter, en traktor der starter på marken eller en kronhjort der brøler i det fjerne. Hun er så meget på vagt at hun overhovedet ikke er til at komme i kontakt med. Hun halser derudaf, uden at kunne gå pænt i snor, få ros når hun gør noget godt eller bare guffe en godbid for at bekræfte at vi ( Mynte og jeg) er sammen.
Diagnosen må være, at vi har fået en frygtsom hund. Altså en hund der er sensitiv og i sine følelsers vold. Hvilket vi er nødt til at tage hensyn til, så hun kun i lille omfang bliver sat i situationer, hvor hun bliver bange. Vi skal reelt advare hende på forhånd om, at nu sker der noget der kan skræmme hende, gøre hende usikker eller ekstatisk glad.... og hvordan gør man så det?
Når sofaen ser ud som på billedet ovenover, er det svært ikke at blive sur og ærgerlig. Set fra Myntes perspektiv har hun mistet sin normale sofa, og hun har fået flytter sin legeplads ud i gangen og hun har ikke haft sine mennesker hjemme til at stoppe hende da hun kom til at gøre noget helt forkert.
Jeg ved at Jan ikke skældte hende ud da han kom hjem fra arbejde, men jeg ved også at hele hans kropssprog har vist hende at han aldeles ikke var tilfreds med hende.
Vores løsning er et hun, når hun skal være alene, nu kun er i køkkenet og i gangen, hvor hun har sine ting sit myntehus og sine tæpper samt sin nye legeplads. Dette har fungeret rigtig godt de sidste 14 dage og det virker som om hun har det godt med det. Ingen ulykker, ingen tissetåre eller andet.
Vi har altid vidst at hun elsker at gnave i træ, men har, ud fra et menneskes ønske om ikke at skulle feje spåner op hver dag, bedt hende om at gnave træ og spåner uden for. Dette nok er den direkte årsag til at det pludselig går ud over panelet og sprosserne i døren, når hun er alene. Hun kan jo ikke bede nogen om at komme i haven og hente gode gnavepinde. Vores ræsonnement virker rigtigt, for nu har hun en trækævle hun selv har fundet, en grangren fra vores gamle juletræ og div. smågrene hun selv finder og tager med ind. Hvilket betyder at hoveddøren og panelet har for lov at være i fred indtil videre og fremover også, håber vi...
Så mi feje spåner op når der er behov for det.
I efterårsferien hvor jeg var hjemme med hende hele ugen, gik vi så igang med at lave en struktur i hendes dagligdag. Hun har nu en helt firkantet dagsrytme som vi ikke har fraveget siden vi startede.
Mellem 5.30 og 6.00 går vi en tur på ca 30 minutter og når vi kommer hjem ar der morgenmad. Vi hygger til ca 7. 30 hvor Mynte så lægger sig til at sove og jeg går på arbejde, når jeg altså ikke har ferie. Så kommer jeg hjem mellem 14.30 og 15.00 hvor vi går en god tur i skoven mindst 1 time og ofte mere. Når vi kommer hjem er Jan som regl også kommet hjem og der skal hilses. Vi hilser begge to på hende, meget stille og roligt og vi går helst ud i haven med hende, så der ikke sker noget ved at der kommer et par dryp. Hun bliver bedere og bedere, nu kryber hun ikke mere når vi kommer hjem men hopper glad omkring og løber rundt om os for at vise sin glæde, hvilket virker meget mere rigtigt.
kl. 18.00 og kl. 20.00 er der tvungen tissetur i haven med menneskemor. ( Jan kan endnu ikke overbevise hende om at hun skal sætte sig) Jeg bliver hos hende og opfordre hende konstant til at sætte sig og der er godbidder hver gang det lykkes. kl 21.30 hedder det aftentur inden vi skal sove.
Hun vækker mig ofte om natten omkring kl. 4.30 og skal lige ud og tisse, hvilket jeg ikke ignorere.
Vores systematik resulterer i at hun ikke en eneste gang har sat sig for at tisse indendørs siden.
De to hovedproblemer synes altså p.t. at være løst, så nu hedder det at forstå og hjælpe hende så hun med tiden bliver en stærk hund der kan klare de udfordringer der opstår i et hundeliv.
Min hovedopgave er nu, at finde måder og metoder til at udfordre hende i tilpas mængder, finde måder at irettesætte på uden at hendes verden falder sammen og jeg skal tænke Mynteperspektiv hver gang jeg præsenterer hende for noget nyt.
Når jeg kigger på min liste ovenfor er det klart at alt hvad min gamle hund lærte mig om det at være hund ikke helt gælder nu, så på med vanten.
1. Vi må øve os i at komme på besøg hos den del af "flokken" der ikke er hele tiden men som Mynte er knyttet til.
Jeg er nødt til at forklare dem hun skal mødes med, hvordan de skal hilse på hende og så må jeg lokke dem udenfor så dryppende ikke gør skade på gulve og tæpper. Jeg har lidt konkluderet at hvis hun ikke får prøvet det, så lærer hun det aldrig, så fremover må det hedde små besøg hos både min far og mor samt hos vores søn og svigerdatter.
2. Nye ting og nye begivenheder er svært at undgå, men jeg er simpelthen nødt til at "holde hende i poten" fremover. Vi skal starte til hundetræning på næste søndag og jeg vil i den kommende uge kører ud til vores kommende træningsplads, gå nogle ture så hun kender området på forhånd. Så er det kun nye hunde og nye mennesker hun skal forholde sig til på næste søndag.
Sådan vil jeg prøve at gå frem fremover, så hun langsomt bliver mere sikker på, at det jeg finder på er ok.
3. Motorstøj er næsten umuligt at undgå, men jeg forsøger at advare hende når jeg skal til at støvsuge og lader hende få mulighed for stille og roligt at finde et, for hende, sikkert sted. Panikken må ikke får lov at styre hende. Når Jan kommer hjem i sin bil vanger der guffere når hun rejser sig og logre med halen og så bliver det forhåbentlig rart at hører Menneskenes biler når de kommer ind i indkørslen.
Med hensyn til traktorer og andet larm på vores turer er det sådan, at Mynte kan hører noget nærme sig længe før jeg kan og når hun reagerer på noget jeg ikke kan se, forsøger jeg med mit kropssprøg, min stemme og 100 godbider at holde hendes koncentration på mig i steder for den traktor der er på vej. Det ser ud som om der virker, hun er ikke helt så anspændt når en bil eller en traktor kommer inden for hendes syns- og hørevidde.
4. At opdrage og skælde ud... dette er en svær opgave. Mynte er som alle hvalpe lige så fræk og fuld af spilopper som andre hvalpe, når hun er i trygge rammer. Derfor er det nødvendigt sommetider at irettesætte og forhindre adfærd, der ikke harmonerer med samlivet mellem menneske og hund. eks. vis må man ikke grave planter op, spise striksokker, hugge urtepotter i drivhuset mm. Man må ikke hoppe op ad sine mennesker, når man er jublende glad og man må ikke bide i deres tøj, fingre, bukser mm. Hvad gør mennesket så, når det at råbe vredt, resulterer i at hunden enten lægger sig fladt på ryggen i eller flygter i rædsel og slet ikke forstår at den er en god lille hund der bare skal opdrages lidt... Jeg har ikke fundet de vise sten endnu. Jeg har sommetider taget hende bestemt i nakkeskindet og kigget vredt på hende, hvilket faktisk har haft en meget bedre virkning, end verbalt at råbe, skælde og snakke til hende. Dette er jo hundemorens måde at tilrettevise hvalpen på, men jeg kan jo ikke alle de andre ting en hundemor kan sige til sin hvalp med sin hundekrop. Dette lyder måske sentimentalt men jeg tror faktisk at det er en af de måder jeg kan kommunikere til Mynte, at det hun ikke gør ikke er i orden med mig. Derudover forsøger jeg med mine hænder og min krop direkte at forhindre hende i at gøre de ting hun ikke må, hvilket også ser ud til at trænge ind. jeg har to ord som hun reagerer på når vi er ude at gå. Ordet VENT når linen strammes og ABBAB når hun er på vej et sted hen hun ikke skal( eks ud i en muddersø eller i et krat med fasaner og andet spændende vildt.) Det skal siges stille men bestemt, ellers har det ikke nogen virkning. Ordet nej har vi øvet med godbidlej og det virker til dels herhjemme, men i åbent terræn er det gange virkningsløst.
5. Nyt teren, Nye omgivelser, nye ting at forholde sig til. Jeg introducerer meget langsomt noget nyt og i vores dagligdag har vi 5 forskellige eftermiddagsturer rundt i skoven som hun kender. Hun kender derfor som regel det terræn vi bevæger os rundt i og kan derfor bedre håndterer noget nyt og uforudset. I går oplevede vi at der, på engen ved siden af vores sti (ca 30 m. væk), pludselig var kør der gik og græssede. Denne gang reagerede hun ikke med panik og flugt, men satte sig lige så stille ned og kiggede på dem i lang tid, næsten 3 minutter. Så rejste hun sig og gik lidt videre, hvorefter hun endnu en gang satte sig og kiggede på dem... dette havde jeg en fornemmelse af var godt og resten af turen hjem gik ganske hyggelig og uden problemer.
Jeg er folkeskolelærer og Jan arbejde med mennesker med særlige behov og i går aftes nåede vi frem til en lidt sjov konklusion. Vi kender begge mennesker med diagnosen autisme/ aspergers syndrom og vi kender begge til en del af de pædagogiske ting man gør for at skabe trygge rammer for mennesker med denne type udfordringer og faktisk er det jo næsten det sammen vi nu gør med Mynte.
 |
| Hun er nu dejlig 5.5 måneder gammel i sit sofahjørne parat til middagssøvn |
